Nyheder AKS

Generalforsamling: Stor produktion, men pressede priser på verdensmarkedet

19.06.2021

På trods af behovet for at flytte vandingsmaskiner – OG en vigtig EM-kamp mod Belgien – var der alligevel knap 120 deltagere i generalforsamlingen.

 

Regnskabsåret 2020/2021 har været særdeles travlt på AKS.

Bestyrelsesformand Peter C. Petersen kunne i sin beretning fortælle om en god vækstsæson i 2020, hvor fabrikkens 184 aktive avlere leverede hele 4.346.000 tdr. kartofler til fabrikken i forhold til sidste års 3.528.000 tdr. 

-Det resulterede i endnu en produktionsrekord på AKS. Men da der samtidig har været et overudbud på det globale marked for kartoffelstivelse har vi oplevet en vis lageropbygning og faldende priser hen over året, forklarede formanden.

Årets omsætning blev på 345 mio. kr. (mod 384 mio. kr. sidste år), og det lykkedes at fastholde den samlede afregningspris til andelshaverne på et højt niveau. Peter C. Petersen betegnede resultatet som tilfredsstillende.

Fabriksanlægget har kørt godt og med høj kvalitet gennem hele kampagnen, og Corona-pandemien har ikke påvirket AKS produktionsmæssigt.

-I lyset af de senere års vækst i produktionen har vi bl.a. investeret i øget silo- og pakkeri-kapacitet, så vi kan udlevere de stadig større mængder effektivt. Vi investerer også målrettet i vores agro-rådgivning til andelshaverne, for at optimere det økonomiske resultat på avlerniveau, fortalte han.

Formandens forventninger til fremtiden var præget af den aktuelle lageropbygning.
-I forhold til de foregåendes års flotte resultater, er AKS stadig påvirket af de europæiske overudbud af kartoffelstivelse og det deraf følgende pres på priserne. Men alle led i vores stærke værdikæde gør en ekstraordinær indsats, og vi mener, at vi kan skimte lys forude i form af en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, konstaterede Peter C. Petersen.

I debatten efter formandens beretning blev der bl.a. kommenteret på AKS’ nye klimaregnskab, og stillet spørgsmål om, hvorvidt AKS er klar til forstærke klimaindsatsen.

Formanden svarede, at man sammen med KMC og kartoffelmelsfabrikkerne i Karup og Brande netop har besluttet at samarbejde om en fælles CSR-politik og heri indarbejde målrettede klimaplaner.

-Det er vigtigt at vi er bevidste om, at vi hurtigst opnår de bedste resultater når vi samler kræfterne og løser klima-opgaven i fælleskab, pointerede Peter C. Petersen.

Valg til bestyrelsen
Der var genvalg til bestyrelsen på alle poster, og efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig uden ændringer.

Peter C. Petersen aflægger beretning for regnskabsåret 2020/2021.

 


Næstformand Viggo Conradsen var ordstyrer på generalforsamlingen.

 

KMC’s adm. direktør Jesper Burgaard fortalte efter generalforsamlingen bl.a. om de afsætningsmæssige udsigter for branchen.

 

Per Godsk Nielsen er KMC’s nye CFO, og han gav en status på den aktuelle økonomiske situation og forventningerne til fremtiden.

Personligt log ind

Indtast dit personlige brugernavn og adgangskode for at få adgang til beskyttede nyheder og meddelelser
Log ind
Glemt brugernavn eller adgangskode?
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere om cookies

LUK